Lindehuset

Systemisk & narrativ - anerkendende & værdibaseret

Sidder du som visiterende myndighed, er der sikkert nogle detaljer du gerne vil have på plads. Måske finder du svaret her, ellers er du velkommen til at kontakte direktør Jens Rasmussen på:
telefon: 2921 8188

Målgruppen:
Lindehuset har 12 pladser. Socialtilsyn Syd har godkendt Lindehuset til ydelser under servicelovens §107 og §108. Taksten er ens for begge pladstyper: kr. 1.920,- i 2019.

Ydelser:
Ved tidligere henvendelser er det min erfaring at visitatorer kan være i tvivl om hvilke ydelser vi kan bistå med. Især er jeg blevet spurgt til håndtering af medicin. Lindehuset har på alle tider af døgnet, medarbejdere med medicinsk autorisation. Dvs. at vi kan håndtere det der vanligvis bliver refereret til som kompleks medicindispensering. Vi har et tæt samarbejde med distriktspsykiatrien og har erfaring i den almindelige opfølgning og tætte kontrol der skal være i forbindelse med flere psykopharmaka. Lindehuset anvender dokumentationssystemet EG Sensum og håndterer medicinen via Fælles Medicin Kort (FMK). Det betyder at der altid er overensstemmelse mellem den medicin der er ordineret, hvad Lindehuset administrerer efter og hvad den enkelte beboer derfor modtager.
Vores beboere er alle meget forskellige steder i forhold til hvad de evner at tage ansvar for. Vi håndterer derfor brugere der selv administrerer, doserer og indtager og blot har brug for en hjælpende hånd, til beboere for hvem vi udleverer den enkelte dosis fra gang til gang.
Styrelsen for patientsikkerhed har gennemgået vores procedurer og praksis og var meget tilfredse. Du kan læse rapporten under fanen "om os" - "kontrol og tilsyn".

Personale:
Lindehuset er døgnbemandet og hver enkelt bruger har en beregnet normering på 31,6 timer/bruger/uge jvnf. Tilbudsportalens beregningsmetode. Dette er en høj normering i forhold til taksten. Der er kaldeanlæg i alle lejligheder for at sikre tryghed for den enkelte beboer.
De fleste personaletimer er placeret i dagtiden. Om aftenen er der én aftenvagt og nattevagten er sovende i huset, men med mulighed for tilkald via anlægget.
Hele personalegruppen har en sundhedsfaglig autorisation, undtagen vores kok og ergoterapeut. Efterhånden har hele den terapeutiske del af personalegruppen (6 i alt) også en 5-årig uddannelse som systemisk/narrative psykoterapeuter, som yderligere er suppleret med hypnoterapi, stresscoaching og snart også en 1-årig uddannelse inden for dobbeltdiagnoser.
Der er høj trivsel, lav personaleomsætning og lavt sygefravær. I 2017 var sygefraværet på 3,4 TIME pr. medarbejder pr. ÅR.
Socialtilsyn er meget tilfredse med vores faglige niveau og Arbejdstilsynet ligeså mht. medarbejdertrivsel. Rapporterne fra begge kan ses under fanen: "om os" - "kontrol og tilsyn".

Vi er en aktiv del af uddannelsessystemet. Vi har kontinuerligt elever og studerende i praktik. Vi samarbejder med Region Syddanmark omkring praktikforløb for social- og sundhedsassistentelever og har løbende 2 elever i praktik ad gangen. Derudover er vi efterspurgte af ergoterapeutstuderende og har også hyppige forløb af ergostuderende i praktik. Ofte i forbindelse med deres Bacheloropgave.

Samarbejdspartnere:
Lindehuset har valgt at samarbejde med den regionale Distriktspsykiatri istedet for at have egen psykiatrikonsulent. Fordelen er at hver enkelt beboer modtager specialistbehandling. I Lindehuset kommer nemlig speciallæger inden for såvel psykoseteam, affektivt team, gerontopsykiatrisk team og oligofreniteamet. Derudover har vi tæt samarbejde med hver enkelt brugers egen læge, f.eks i forhold til diabetes eller hypertensionsbehandling.

Brugerens egenbetaling af boligudgift:
"Huslejen" opkræves af handlekommunen. Alle lejligheder i Lindehuset er forskellige af størrelse og derfor er egenbetalingen også forskellig. Lindehuset har et detaljeret oplysningsskema der giver dig mulighed for at beregne hvad den enkelte borgers faktiske boligudgift vil være. Jeg har oploadet et eksempel på et oplysningsskema i venstre kolonne.

Brugerens egenbetaling af kost:
Lindehuset har sit eget køkken og producerer al mad fra bunden. Som beboer i Lindehuset har man frit valg til at sammensætte sit kosttilbud. Vi kan håndtere at man løbende vælger til og fra, blot man som bruger siger til så vi kan tage hensyn til afbud i vores planlægning. Som udgangspunkt har alle vores beboere valgt "den fulde kostpakke". Den er billig, kr. 2.625,-, om måneden, og inkluderer morgenmad, varm middagsmad og smørrebrød om aftenen hyppigt med en eller flere lune retter. Desuden er der formiddags, eftermiddags og aftenkaffe. Der er egentlig altid kaffe på kanden.
Egenbetalingen af kosten kan både opkræves af handlekommunen, eller Lindehuset kan administrere dette, afhængig af hvad vi aftaler. Udregningen af egenbetalingen fremgår også af oplysningsskemaet der er link til i venstre kolonne.

Eksempel på en lejlighed:
Den lejlighed der er oplysningsskema på, er beliggende på husets 1. sal. Dvs. at der er trapper og ingen elevator. Lejligheden er på 32 m2 og med en andel af fællesarealet på 12 m2, i alt 50 m2. Der er opholdsrum og soverum, dog kun adskilt af en passage uden dør. Lejligheden har udsigt over grønne arealer via vinduesparti i hele lejlighedens længde og er meget lys og hyggelig.
Der er i alle lejligheder, eget bad/toilet og eget tekøkken med køleskab, ligesom der er indbygget klædeskab.
Jeg har lagt en tegning af lejligheden i venstre kolonne.